De fleste børn med autisme vil have problemer med at dage nytte rent læringsmæssigt af mere udvidede og løsere samværsformer såsom gruppe undervisning, turtagning/rundkreds lege og samling. Derfor har det vidst sig hensigtsmæssigt at etablere et oplæringsformat baseret på en 1:1 relation mellem barn og terapeut. I tillæg til dette bør oplæringen foregå i et træningsrum som barnet har for sig selv. Sådanne rammebetingelser øger barnets mulighed for at forstå og forudsige sammenhænge mellem betingelser i omgivelserne (f.eks. en instruktion), egen adfærd og konsekvenserne af at respondere. Målet på sigt er at barnet ved hjælp af dette oplæringsformat skal tilegne sig de færdigheder som er nødvendigt for at det skal kunne fungere bedst muligt i et klasse værelse eller i en gruppe med normal jævnaldrene børn.

 

Ved opstart af behandlingen er det vigtigt så hurtigt som muligt at etablere en god og forudsigelig relation mellem barnet og terapeuten. Barnet skal for første gang introduceres for behandlingsformatet og oplæringsmetodikken. Dette gøres bedst via opgaver som er enkle for barnet at udføre og fortrinsvis via færdigheder som allerede er i barnets repetoir. Via afmålte længere tidsintervaller med afgrænsede og enkle opgaver optimere man ikke kun barnets muligheder for succes men man bidrager også til at opbygge terapeutens tiltro til sine egne terapeutiske færdigheder. Begge forhold er kritiske for at oparbejde den struktur som en videre progression i behandlingen er afhængig af.

 

Kommunikation, leg, social interaktion og selvstændighed gøres terapeutisk mulige ved at de brydes ned i mindre adfærdsmæssige enheder. Hver enkelt enhed øves individuelt for så at kædes sammen til mere komplekse enheder. For at optimere denne type indlæring benytter man sig af en specifikke metodologi baseret på at opgaver præsenteres i afgrænsede læringssekvenser, som er karekteriseret ved (a) klare og entydige instruktioner fra læren, (b) barnets respons inkluderet i proceduren for prompt og prompt fading i gennemføringen af responsen efterfulgt af (c) lærerens tilbagemelding i forhold til elevens respons.

 

Oplæringen indeholder mange sådanne afgrænsede læringsenheder, hvor hver enhed har en klar begyndelse og ende forbundet af mellemliggende intervaller. Der er stor inbyrdes variation både når det gælder indlæringshastighed og udviklingspotentialet hos barnet med autisme, men en vis forudsigeliughed i forhold til mulig progression er muligt at skitsere. Nogle af de første opgaver som øves er imitation, matchning og basal sprogforståelse. En naturlig progression i forhold motorisk imitation vil være at gå fra grovmotoriske bevægelse (f.eks. klappe, vinke, holden sig på maven)) til finmotoriske bevægelser (f.eks. røre ved næsen, røre ved munden, ryste på hovedet) til mundmotoriske imitationer (f.eks puste, åbne munden, række tunge). Barnet vil via sådan en progression også være i stand til at etablere imitationer som involvere legetøj (f.eks. køre tog, kramme en dukke, drikke af kop). Sådanne lege relaterede enkelthandlinger vil ydermere kunne kædes sammen til længere kæder af imitationer centreret omkring forskellige legetemaer (f.eks. te-selskab, lege med togbane, leg med dukke). Matching vil være et område som i mange tilfælde øves parallelt med motorisk imitation. Programmet går i sin simple form ud på at matche ens med ens (f.eks. at lægge en klods ovenpå en identisk klods) og vi involvere både konkreter og billeder af konkreter.

 

Et barn der lærer mundmotorisk imitation vil ofte også kunne gå videre til imitation af lyd og ord. For et barn som når dette niveau i træningen vil en narutlig progresssion være at gøre sporget mere funktionelt ved at træne på at benævne objekter, handlinger og egenskaber ved konkreter (f.eks farve, form, størrelse og overbegreber). Barnets sprogforståelse vil kunne udvikles parallelt med den verbale ved at lære barnets at identificere (pege på, hente osv) konkreter samt at udførehandlinger ved at følge en given instruktion. Med udgangspunkt i det barnet nu kan i forhold til vokal imitation og ekspressiv benævning man videre til at lære barnet at bruge sætninger til at formidle ønsker og beskrive hændelser og objekter i omgivelserne. Øget brug af sætninger og sprogforståelse giver også mulighed for at arbejde med mere avancerede færdigheder i forhold til leg og kommunikation.

 

Eksempler på dette vil være det at kunne besvare og stille forskellige typer spørgsmål samt at tage del i en enkel samtale. I forhold til leg vil barnet kunne lære at deltage på ture og udvide temaer i samarbejds leg, rolle leg, symbol leg i kraft af det sproglige repertoire som det har tilegnet sig. En vigtig dimension i denne type behandling er at tilrettelægge betingelser for at barnet kan øve sine færdigheder under andre betingelser en da de blev indlært. Dette bør igangsættes så tidlig som muligt i behandlingen og gives et indhold som til enhver tid reflekterer barnets færdighedsniveau. Eksempelvis kan man lave cirkellege eller små grupper hvor barnet får anledning til at udføre handlinger og øve sig på turtagning sammen med andre børn og voksne (f.eks imitations lege, bævning af objekter, præsentere sig selv, svare på spørgsmål).

 

Den progression som er præsenteret her er skematisk og variationer til forekomme både når det gælder rækkefølge av færdigheder og generel progression. En central pointe ved en sådan model er imidlertid at man via træning på gradvist stadig mere komplekse færdigheder  søger at styrke barnets kommunikative og sociale funktionsniveau. Altså, det er en trinvis opbygning af færdigheder og grupper af færdigheder hvor (a) enkelte færdigheder kan trænes parallelt fordi de er udviklingsmæssigt ens og ikke påvirkes negativt af hinanden (f.eks imitation af bevægelser og matchning), og (b) grupper af færdigheder på et niveau sandsynliggøres via etableringen af gruppe af færdigheder på et lavere niveau (f.eks. mundmotorisk imitation sandsynliggør indlæringen af vokal imitation). Barnets fremgang i forhold til de indledende færdigheder i programmet kan give gode holdepunkter for barnets senere progression.

 

Man vil også kunne foretage mere og mere præcise valg med ehnsyn til en egnet kommunikationsform for et barn, alt afhængig af hvordan barnet reagere på de forskllige programmer i den indledende fase af behandlingen. Eksempeltvis vil et bar som relativt hurtigt lærer munmotorisk imitation kunne have gode muligheder for at gå videre til træning på vokal imitation. For dette barn er det naturkliugt at fokusere på det at fremme vokalsproglig kommunikation. Hos andre børn er det evident at der er så store vanskeligheder med at avancere fra de mere grundlæggende imitationer, selv efter mere omfattende træning. For disse børn vil et være naturligt med en yderligere styrkelse af deres imitationsrepertoire for senere at arbejde med manuel kommunikation som tegnsprog.

 

I tillæg til dette vil barnet som har problemer med at udvikle vokalimitation ofte have gode visuelle færdigheder, oftest demonstreret gennem matching-programmerne. For disse børn kan visuelt baserede kommunikationsformer som Picture Exchange Communication System (PECS) eller matching baserede læse og skrive programmer være særdeles egnede for at hurtigt at videreudvikle barnets kommunikationsevne.