Autisme blev først beskrevet i 1943 af den østrigske psykiater Leo Kanner. Adfærdsanalytisk orienterede forskere begyndte at studere tilstanden ’autisme’ tidligt på 1960-tallet. Tidlige pionere var Chalie Ferster, Montrose Wolf og O.Ivar Løvass. Man antog at ’autisme’ var et læringsmæssigt problem og at barnets manglende udvikling kunne have sammenhæng med at sociale stimuli som nærhed, ros og social opmærksomhed ikke havde forstærkende og motiverende egenskaber for disse børns adfærd. Flere studier blev gennemført for at styrke denne antagelse hvor børn med autisme etablerede enkel responser med brug af forstærkere. Disse studier bidrog til at vise at børn med autisme kunne udvikle færdigheder ved hjælp af operante læringsprincipper.

 

Således fulgte en række studier hvor man ved at anvende lignende principper for læring kunne etablere sociale stimuli som forstærkere for disse børns adfærd, at de kunne lære at imitere sprog og udvikle funktionel tale. Videre viste man at selvskadende og udafreagerende adfærd og stereotyp og ritualiseret adfærd kunne forstås og behandles ud fra operante lærings principper. Tidlige studier viste også at børn med autisme kunne have et specielt handicap i forhold til læring, da de responderede til ufuldstændige og ofte irrelevante aspekter ved stimuli (stimuli overselektivitet).

I den senere tid har forskning gradvist fokuseret på mere komplekse områder som social interaktion og integrering. I 1973 præsenterede Løvaas og kolleger den første omfattende effektevaluering af adfærdsanalytisk behandling. Studiet bidrog stærkt til den samlede kundskabsopbygning om behandlingsprincipper og programmer, men den afslørede også svagheder. For det første fandt man kun sparsom overføring af færdigheder fra behandlings situation til nye miljøer og til personer udenfor behandling situationen. For det andet fandt man kun en lille generalisering af færdigheder fra et område (f.eks social) til andre områder (f.eks social interaktion). I tillæg til dette så man at færdigheder som var etablerede under behandlingen ikke blev opretholdt efter at behandlingen var ophørt. Men fandt også at de børn som var yngst og som fik deres behandling i hjemmet havde bedst fremgang.

 

Som følge af disse resultater blev der foretaget flere ændringer for at forbedre behandlingen som (a) at behandlingen skulle dække et bredest muligt spektrum af funktionsområder, (b) at behandlingen skulle foregå i barnets naturlige miljø og ikke ved behandlingsklinikker, (c) at forældre og nærpersoner skulle involveres aktivitet i behandlingen og (d) at både intensiteten og varigheden af behandlingen måtte øges for at optimere effekten.

 

Disse variabler blev implementeret i et omfattende behandlingsstudie som Løvvaas præsenterede i 1987.

 

Undersøgelsen inkluderede en intensiv behandlingsgruppe med 19 børn som modtog 40 timers adfærdsbehandling pr. uge over en periode på minimum to år, en kontrolgruppe på 19 børn som modtog to timer elle mindre af samme type behandling, samt yderligere en sammenlignings gruppe bestående af 21 børn som kun modtog bistand via det ordinære tilbuddet.

Børnene som deltog var alle under 4 år (m=35 måneder) ved opstarten af behandlingen og de tre grupper var sammenlignelige på variabler såsom udviklingsniveau, sprog, legefærdigheder og grad af stereotypi, Opfølgning af børnene når de var 6-7 år gamle viste betydelige forskelle imellem grupperne. Hele 47% af børnene (ni børn) i eksperiment gruppen viste intellektuel formåen på niveau med deres jævnaldrene og de havde gennemført første klasse i folkeskolen med

normal progression uden specielle hensyn. Kun et barn (2 %) i de to kontrol grupper opnåede intellektuel formåen indenfor normalområdet ved opfølgningen og de allerfleste af børnene befandt sig i special klasser for børn med autisme eller sprog vanskeligheder.

 

Et opfølgnings studie af børnene da de i gennemsnit var 13 år viste at effekten af den intensive adfærdsbehandling varierede. Resultaterne fra disse studier var ekstraordinære og har været genstand for kritik fra flere steder. Til trods for dette ser det ud til at være en udbredt opfattelse i fagmiljøet at de børn som modtog intensiv behandling i dette studie opnåede en betydelig bedring i deres funktionsniveau og at fremgangen i stor grad kan tilskrives selve behandlingen. Ydermere er der en klar enighed om at vigtigheden at vigtigheden af at uafhængige forskere gentager de samme procedurer og behandlingsprogrammer for at bekræfte gyldigheden af de opnåede resultater. Dette arbejde er igangsat.

Antallet af publicerede studier hvor evalueringen af intensiv adfærdsanalytisk-baseret tidlig intervention er hovedtemaet er gradvis øget, med et særligt opsving de sidste år. Indtil i dag er der publiceret ca. 20 sådanne studier. Der er udag en udbredt faglig enighed om at betydningen af denne type behandling og behovet for at igangsætte adfærdsanalytisk baseret tidlig intervention frem for andre behandlingsformer ved indikationer på autisme.